4-1 nederlag i Vojens 16. november 2018

Fredag aften skulle Esbjerg Energy forsøge at vaske skuffelsen fra nederlaget til Hvidovre af sig, da holdet skulle forsøge at snuppe point fra SønderjyskE i Frøs Arena. Lige så skidt som det har været på hjemmebanen på det seneste, ligeså fornuftigt har det set ud når Energy har været på udebane. Tre sejre i træk er det blevet til, og den stime ville da være vældig rart at køre videre med.

Første periode blev en meget lige affære, hvor Esbjerg kom bedst i gang godt hjulpet af to udvisninger til hjemmeholdet. De to powerplay kunne Esbjerg ikke omsætte, men var i stand til at fortsætte med at lægge et pænt tryk på SønderjyskEs mål. Alligevel var det SønderjyskE, som scorede kampens første mål, da Esbjerg ikke fik clearet ordentligt ud af egen zone. Pucken endte sekunder efter hos T. J. Moore, der viste fint målinstinkt, og sendte pucken forbi Nicolaj Henriksen til 1-0.

Målet gav et kort overtag til hjemmeholdet, men Esbjerg var hurtige til at svare igen. En lang pasning fra egen zone blev snittet videre til en Jesse Mychan i fart, og med lusket afslutning fik Mychan overlistet Patrick Galbraith i værternes mål. 1-1, hvilket var stillingen efter første periode.

Anden periode blev ikke nogen speciel køn forestilling. Esbjerg kunne ikke skabe det helt store fremad, men til gengæld blev der heller ikke givet de helt store chancer væk. En enkelt scoring faldt der alligevel, og det var i forbindelse med Esbjerg første udvisning i kampen. Teknisk set var det ikke en powerplay scoring, for det var netop først, da Anders Koch igen kom på isen, at Daniel Hansen sendte en afslutning af sted, der strejfede Jeppe Vinther, og tog en bane op i nærmeste målhjørne uden chance for Henriksen.

2-1 til hjemmeholdet, og det var også tæt på at blive 3-1, da en defensiv fejl gav Jordan Pietrus frit skud. Heldigvis tog den overliggeren, så Esbjerg kunne starte tredje periode kun bagud med en enkelt.

Esbjerg kom godt ud, og skabte atter flere gode muligheder. Største mulighed i disse minutter tilfaldt Colin Vock på en retur, men desværre diskede Galbraith op med en god redning. En esbjergensisk udvisning midtvejs i perioden kom mere eller mindre til at afgøre kampen. I powerplayet trak Mads Lund lidt ind i banen, og sendte pucken op i det korte hjørne til 3-1.

Med tre minutter tilbage måtte Mark Pederson satse, og han trak Nicolaj Henriksen ud. Det havde ikke den håbede effekt, og et lille minut senere kunne Jordan Pietrus sende pucken i det tomme mål til slutresultatet 4-1 til SønderjyskE.

Dermed stoppede Esbjergs stime på udebane, men allerede tirsdag kan en ny starte når Esbjerg Energy skal en tur til Sjælland, hvor Herlev Eagles tager i mod.

Kampen i tal

SønderjyskE – Esbjerg Energy 4 – 1

15.23 1-0 TJ Moore (Frank og Hansen)

17.18 1-1 Jesse Mychan (Andersen og Krogsgaard)

29.12 2-1 Daniel Hansen (Madsen og Rasmussen

50.55 3-1 Mads Lund (Marinaccio og Pietrus) PP1

57.51 4-1 Jordan Pietrus (Frank og Lyø) EN

Udvisninger:

SønderjyskE 3 x 2 min + 1 x 10 min (Bjerrum)

Esbjerg Energy 3 x 2 min

Tilskuere: 3.627