#3 Jannik Christensen fortsætter i Energy 19. juni 2019

Også i den kommende sæson er den 27-årige Energy-back Jannik Christensen Esbjerg-spiller.

 - Esbjerg er min hjemby. Jeg voksede op i Esbjerg Ishockey Klub og Esbjerg Energy er mit hold. Det er naturligt at fortsætte her for jeg har kun repræsenteret Esbjerg, når jeg har spillet i Danmark og så er det nu tid til at erobre endnu en guldhjelm, udtaler Jannik Christensen:

- Jeg indrømmer gerne, at ishockeyen betyder meget for mig. Jeg lægger meget i det. Esbjerg er vigtig for mig, selv om jeg tidligere har haft ambitioner om udlandet. Men nu har jeg heldigvis familie, jeg har et hus og børn. Så Energy er det rigtige for mig.

 - Jannik Christensen er en Esbjerg-dreng, som har spillet for Esbjerg i mange år. Han er en vigtig del af Energy-projektet. Men trods sin erfaring, er han en af de spillere som flyttede sig mest mentalt sidste sæson, og som fortsat udvikler sig positivt, udtaler assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy:

- Et eksempel på den positive udvikling er evnen til at fokusere på game-plan og fastholde disciplinen. Jannik formår at spille i topkæderne og bidrager til vores boxplay. Han har en stærk karakter og en vilje, der næppe findes større i truppen.

Jannik Christensen debuterede i 2007 for EfB Ishockey. Her spillede han indtil sommeren 2010, hvor han skiftede til svenske Frölunda HC. Efter et år i det svenske vendte den 185 cm høje vestjyde tilbage til Esbjerg og EfB Ishockey. Her spillede han indtil sommeren 2014, hvor turen gik til Quad City Mellards og Esst Coast Hockey League. Fra 2015 har Jannik Christensen repræsenteret Esbjerg Energy.

- Jannik Christensen er dedikeret i sin tilgang, hvilket gør ham vigtig - ikke mindst i modgang. Dedikationen og viljen til at gå forrest gør, at han formår at trække medspillerne med, også når det gør ondt. Han er en spiller som med sin gode indstilling er vigtig i omklædningsrummet, og så er han i stand til at hjælpe de unge spillere, fortsætter Energy-assistenten:

- Her hjælper Janniks store rutine ham. Han har spillet i Sverige og Nordamerika og han har spillet mange store og afgørende kampe, fx finaler og semifinaler. Her hjælper Jannik de mindre rutinerede spillere og overfører en del af sin rutine til truppens yngre spillere, fortsætter Thor Dresler.

389 gange har Jannik Christensen trukket Esbjerg- trøjen over hovedet til en Metal Ligakamp. Samtidigt har vestjyden spillet ti kampe i Champions Hockey League, to i den bedste svenske række SHL og 63 i East Coast Hockey League. Endvidere har Jannik Christensen repræsenteret Danmark til U18- og U20-slutrunder. Et enkelt år som kaptajn på U20-landsholdet.

- Det er helt klart realistisk med endnu en guldhjelm. Vi har i år et lovende og ambitiøst hold, med et stort potentiale. Ishockeymæssigt er jeg en ”ældre herre” med en del rutine, så jeg bidrager gerne med rutine og lederegenskaber, slutter vestjyden.

Jannik Christensen har to danske mesterskabet på CV’et, og kan bryste sig af en enkelt sølvmedalje.